Videre til indhold. | Videre til menunavigation

28.11.2009

Markant styrkelse af dansk diabetesforskning

Diabetes er et kraftigt voksende samfundsproblem. Derfor har Det Strategiske Forskningsråd bevilget 40 mio. kr. til et nyt forskningscenter, som skal udvikle ny viden til at hjælpe diabetespatienter

Hver dag rammes 12 voksne danskere af Type 2 Diabetes, og det skønnes, at knap en halv mio. danskere enten har forstadier til sygdommen eller allerede har udviklet sygdommen uden selv at vide det.

- Diabetes er ved at udvikle sig til en alvorlig folkesygdom, som vi ikke kan helbrede, men kun prøve at forebygge og behandle bedst muligt. Det er en stor samfundsmæssig udfordring, og derfor er jeg glad for, at Det Strategiske Forskningsråd nu giver en stor bevilling til et nyt forskningscenter i diabetes. Det vil give endnu bedre muligheder for, at dansk forskning kan frembringe nye resultater til gavn for patienter og samfundet, siger videnskabsminister Helge Sander.

En af landets førende forskere

Initiativet til det nye center for strategisk forskning i Type 2 Diabetes er taget af Henning Beck-Nielsen overlæge på Odense Universitetshospital og professor ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet. Han er en af landets førende forskere på området, og var blandt de første til at beskrive begrebet insulinresistens, som er en tilstand, der bevirker at kroppen producerer for store mængder insulin.

Det nyoprettede center skal forske i bedre behandling, som er mere målrettet den enkelte patients behov. Samtidig vil centret oprette en national diabetes-database og en biobank.

- Tallene viser, at diabetikere gennemsnitligt lever 12 år kortere end ikke-diabetikere, og at sukkersyge hver dag koster samfundet ca. 86 mio.kr.  Diabetesforskning er i forvejen et af de områder, hvor danske forskere er med helt fremme internationalt, og bevillingen fra Det Strategiske Forskningsråd gør det nu muligt, at Danmark kan udbygge denne styrkeposition, siger den kommende leder af det nye diabetescenter Henning Beck-Nielsen.

Yderligere oplysninger

• Videnskabsminister Helge Sander via informationschef i Videnskabsministeriet Allan Boldt email: , tlf: 33 92 97 39
• Overlæge og professor Henning Beck-Nielsen,
• Det Strategiske Forskningsråd, kontorchef Hanne Haarup Thomsen tlf.: 72 26 55 10

Fakta om projektet

Det nye strategiske forskningscenter for Type 2 Diabetes ved Syddansk Universitet ledes af professor og overlæge Henning Beck-Nielsen, som har modtaget en lang række priser for sin forskning – bl.a. Novo Nordisk Prisen i 2006. Udover oprettelse af en national diabetes-database og en biobank, er projektets mål at undersøge effekten af en individualiseret medicinsk behandling af diabetes-patienter. Dette gøres gennem to stort anlagte behandlingsstudier. Samlet set vil centret medføre en markant styrkelse af dansk diabetesforskning. Den samlede bevilling er på 40 mio. kroner. Hertil kommer medfinansiering på ca. 20 mio. kr blandt andet fra universiteter, Hagedorn Instituttet og Steno Diabetes Center.