Videre til indhold. | Videre til menunavigation

06.05.2009

Højere tilskud til ErhvervsPhD’ere

Nu kan virksomheder og universiteter få højere tilskud til ErhvervsPhD-projekter. Samtidig kan virksomheder søge om et antal ErhvervsPhD-projekter uden at kunne navngive kandidater på forhånd.

Løntilskuddet til at ansætte ErhvervsPhD’ere i private virksomheder stiger fra 12.500 kr. til 14.500 kr. om måneden. I løbet af de tre år, et ErhvervsPhD-projekt strækker sig over, vil det samlede løntilskud til virksomheden nu være på 522.000 kr. Det har Rådet for Teknologi og Innovation besluttet.

Det er ikke kun virksomhederne, der modtager et højere tilskud. Også universiteter, der deltager i ErhvervsPhD-projekter, får flere midler. Tidligere modtog universiteterne op til 300.000 kr. over tre år. Nu er det op til 360.000 kr. 

Videnskabsminister Helge Sander siger om beslutningen:

- Stigningen i de offentlige støttebeløb til såvel virksomheder som universiteter kan tilskynde endnu flere til at benytte ErhvervsPhD-ordningen. Dermed udbygger vi en meget vigtig bro for videnoverførsel og –spredning mellem universiteter og erhvervsliv, siger Helge Sander. 

Fremover kan virksomhederne også få godkendt op til fem projekter uden navngivne kandidater som supplement til den almindelige procedure, hvor man har en navngiven kandidat allerede ved ansøgningen.

Når projekterne uden navngivne kandidater er godkendt, kan virksomheden finde og ansætte egnede kandidater. Dette giver den enkelte virksomhed bedre mulighed for at planlægge sin forskningsindsats og gør det enklere at sætte flere ErhvervsPhD-projekter i gang på en gang.

I 2008 blev der godkendt 119 ErhvervsPhD-projekter. Det er regeringens mål, at der i 2010 skal sættes 150 projekter i gang.  

Yderligere oplysninger: 

  • Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes gennem Videnskabsministeriets informationschef Allan Boldt, , tlf.: 33929739 
  • ErhvervsPhD-ordningens sekretariat: Ditte Mesick , tlf.: 35 44 62 13.