Videre til indhold. | Videre til menunavigation

06.11.2009

EU har brug for danske forskere i kampen mod Alzheimers sygdom

Antallet af europæere med Alzheimers sygdom stiger eksplosivt. Om blot 20 år vil 14 mio. borgere i EU lide af en alvorlig demenssygdom, der kræver behandling og pleje. Med mindre vi finder en kur...

Derfor tager førende danske forskere i demens til Bruxelles den 10. november for at fortælle om, hvad Danmark kan byde på til en fælleseuropæisk indsats.

Det er DANRO, Videnskabsministeriets forskningskontor i Bruxelles, der står for seminaret i samarbejde med de danske regionskontorer i den europæiske hovedstad.

- Danmark har meget dygtige forskere inden for demenssygdomme. I samspil med europæiske kolleger kan de forhåbentlig være med til at løse gåden omkring Alzheimers sygdom og derved hjælpe mange mennesker. Det er givet, at vi kommer længst gennem en fælleseuropæisk indsats, siger videnskabsminister Helge Sander. 


400.000 danskere er direkte berørte af demens

I dag lider 10 millioner europæere af Alzheimers sygdom eller en anden neurodegenerativ lidelse. I Danmark alene er der næsten 78.000* demente, og Sundhedsstyrelsen* vurderer, at omkring 400.000 danskere er direkte berørte af sygdommene i deres hverdag. I 2030 vil antallet være fordoblet til omkring 160.000 demente. Det skyldes mest, at befolkningerne i hele Europa ældes, dels fordi det er store årgange, som er på vej på pension dels at folk lever længere.

Ud over at demenssygdommene er utroligt belastende for patienter og pårørende, er de økonomiske omkostninger til at få øje på. Europa-Kommissionen vurderer, at der i dag bruges omkring 130 milliarder euro pr. år på europæisk plan. Og håbet er, at internationalt forskningssamarbejde vil lede til effektive behandlinger.

Førende danske forskere

Danske forskere er førende bl.a. inden for billeddannelse af hjernen, som er et vigtigt redskab til at kunne stille en tidlig diagnose og indenfor proteinforskning, der er vigtig for at finde nye effektive behandlinger.
Professor Gunhild Waldemar, leder af Nationalt Videnscenter for Demens ved Rigshospitalet og Københavns Universitet, er en af deltagerne i seminaret:

- Alzheimer og andre demens sygdomme er alvorlige sygdomme, som vi endnu ikke har fundet en effektiv behandling til. De enkelte patienter og pårørende bliver hårdt ramte, og den samfundsøkonomiske belastning stiger kraftigt i disse år. Derfor er det tvingende nødvendigt, at forskningen prioriteres meget højt, siger Gunhild Waldemar.

Danmark ind i nyt forskningsfællesskab i EU

Danmark er med i det seneste initiativ, hvor en række lande er ved at lægge op til en fælles indsats. Demenssygdomme er udvalgt som pilotprojekt. Tanken er, at eksperter på tværs af landegrænserne skal skabe ny viden om demenssygdomme til gavn for patienterne. EU besluttede sidste år at prioritere indsatsen mod demens.

Fælles indsats

Seminaret den 10. november 2009 bringer for første gang forskere og europæiske policy-makers, der beskæftiger sig med Alzheimers sygdom fra vidt forskellige vinkler, sammen. Det vil sige, at der vil deltage både kliniske, samfundsmæssige og medicinale eksperter, samt europæiske beslutningstagere.
 
Seminaret afholdes på engelsk.

Yderligere oplysninger

  • Videnskabsminister Helge Sander via Videnskabsministeriets informationschef Allan Boldt på tlf: +45 33 92 97 39 eller email:
  • Gunhild Waldemar, Professor, tlf. 26 30 25 80 (eller kontakt via Mattias Andersson)
  • Jakob Just Madsen, Leder af DANRO, tlf. +32 497 38 80 68
  • Mattias Andersson, Region Hovedstadens EU kontor, tlf. +32 476 89 83 29