Danske iværksætter-studerende kan vinde en uge i Silicon Valley
Nu kan danske og amerikanske studerende dyste på nettet om at vinde en uges uddannelse i entreprenørskab i Silicon Valley. Informationsmøde om konkurrencen mandag 28. september på Handelshøjskolen i Århus, Aarhus Universitet.
I mandags den 21. september mødte over 130 unge danske studerende med iværksætterdrømme op på DTU og CBS for at høre om det helt nye spil på nettet om iværksætteri, som Forsknings- og innovationsstyrelsen og videnskabsministeriets brohoved i Silicon Valley Innovation Center Denmark arrangerer for alle danske universitetsstuderende.
Og på mandag den 28. sebtember er der endnu et informationsmøde på Handelshøjskolen i Århus. Spillet går i gang mandag den 5. oktober 2009 og kører hen over hele efteråret. Vinderne findes til januar.
En uge til Silicon Valley
De studerende kommer til at dyste mod studerende fra det prestigefyldte Stanford University om viden om iværksætteri (startups) og entreprenørskab. De bedste danske studerende vinder et uges uddannelsesophold i Silicon Valley til februar 2010 i forbindelse med Stanford Universitetets entreprenørskabs-uge.
- Det er første gang nogensinde, at vi sætter danske studerende til at dyste direkte med studerende fra Stanford om hvem, der ved mest om entreprenørskab i Silicon Valley. Opstartsspillet er med til at lære deltagerne, hvad der skal til, for at de selv kan have succes med at starte egen virksomhed, siger Lars B. Nielsen, Videnskabsministeriets forskningsataché i Silicon Valley, om det nye startupspil og fortsætter:
- Udover dejligt vejr får vinderne mulighed for at møde og netværke med verdens mest succesfulde iværksættere, investorer, forskere, undervisere, ledere, politikere og studerende i Silicon Valley. Og undervejs lærer alle deltagerne, hvad der skal til, for at de kan skabe en succesfuld startup.
Hvad går spillet så ud på?
Spillet, som bliver kaldt ”SV Factor - startup game”, handler i al sin enkelthed om at vise, hvor meget man ved om at starte en virksomhed op, og i løbet af spillet skal man udvælge den bedste portefølje af universitetsstartups fra Silicon Valley. De studerende dyster bl.a om på viden om:
• Hvordan man bedst sammensætter et succesfuldt iværksætterteam
• Hvor dygtig man er til at få startkapital til sin nye virksomhed og
• Markedsføring af sin virksomhed
Vinderne er de to deltagere, hvis portefølje af startup virksomheder har klaret sig bedst ved konkurrencens afslutning.
Tilmelding
Alle studerende indskrevet på et dansk universitet kan deltage. Tilmelding foregår på elektronisk på siden, der fremgår nedenfor. Det er også der, du finder yderligere informationer om startupspillet.
Yderligere oplysninger
• Forskningsattaché Lars B. Nielsen, Innovation Center Denmark, tlf: +1 650 353 8879
• Fuldmægtig Are Straume, Forsknings- og innovationsstyrelsen, tlf.: 35 44 63 10 eller email:




