Danske forskere på gæsteophold på verdens bedste universiteter
Videnskabsministeriet giver nu op til 20 danske forskere mulighed for et gæsteophold på verdens 2. og 3. bedste universiteter, nemlig Stanford University og UC Berkeley i USA.
Denne unikke mulighed er et resultat af Videnskabsministeriets strategiske aftaler med centrene H-STAR på Stanford University og CITRIS på UC Berkeley i Californien, USA.
Videnskabsminister Helge Sander håber på, at de mange gæsteophold for forskere kan åbne op for nye samarbejder mellem Danmark og topforskere fra Californien:
- I dag skal vi leve af de bedste idéer, og de kender ikke til landegrænser. Jeg håber, at mange dygtige danske forskere vil bruge dette springbræt til at samarbejde med nogle af verdens bedste forskere inden for deres felt, siger Helge Sander.
H-STAR på Stanford er et tværfagligt forskningscenter med fokus på bl.a. it, design og brugerdreven innovation. CITRIS har bl.a. fokus på it i samfundet samt energi- og klimaforskning. CITRIS omfatter University of California Berkeley, Davis, Santa Cruz og Merced samt mange af Silicon Valleys største it-virksomheder, f.eks. Hewlett Packard, IBM, SUN og Intel.
De seneste år har 18 forskere fra danske universiteter opholdt sig i Californien gennem Videnskabsministeriets aftaler med H-STAR og CITRIS. Én af dem er ph.d.-studerende Louise Møller Nielsen fra Aalborg Universitet. Hun siger om sit gæsteophold på Stanford:
- Det har overgået alle mine forvent¬nin¬ger. Det er stort i sig selv at opleve forskning som passion og faglig udvikling som en livsstil. Men samtidig at få mulighed for at finde dét, man selv brænder for og at lære at dyrke det med både omhu og disciplin, er noget jeg er uendelig taknemlig for.
Der er frist for ansøgninger til et gæsteophold for forskere den 15. oktober 2009. Opslag kan findes på Forsknings- og Innovationsstyrelsens hjemmeside på fi.dk.
Yderligere information:
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes gennem pressemedarbejder Charlotte Holst, tlf: 22 11 02 00 eller .
Fuldmægtig i Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Are Straume,
Forskningsattaché på Innovation Center Denmark i Silicon Valley, Lars Beer Nielsen,
Ph.d.-studerende Louise Møller Nielsen, Aalborg Universitet,
Information om H-STAR (Human Sciences & Technologies Advanced Research Institute) findes på http://hstar.stanford.edu
Information om CITRIS (Center for Information Technology Research in the Interest of Society) findes på http://www.citris-uc.org




