Videre til indhold. | Videre til menunavigation

05.09.2007

Stigende interesse for nye forskerstillinger

Interessen for at udføre forskning i et samspil mellem en virksomhed og en uddannelsesinstitution er i vækst.

Den treårige ErhvervsPhD-ordning, hvor den studerende deler sin tid mellem forretningslivet og den akademiske verden, ser ud til at nå op på omkring 160 ansøgninger i 2007, hvilket er det største antal nogensinde.

Tal fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen viser, at interessen for at etablere en ErhvervsPhD-stilling er steget mærkbart i de første seks måneder af 2007 sammenlignet med første halvår 2006.

Regeringens mål er at etablere 450 nye forskerstillinger inden for ErhvervsPhD-ordningen frem til 2010. Videnskabsminister Helge Sander er derfor meget tilfreds med, at virksomheder, universiteter og studerende tager imod tilbuddet:

”ErhvervsPhD'erne er et utrolig vellykket eksempel på brobygning og videnoverførsel mellem universiteter og virksomheder. Derfor er der afsat yderligere 300 millioner kroner de kommende år til at sikre, at alle dele af dansk erhvervsliv kender til og får glæde af ordningen. Vi skal have de unge ErhvervsPhD-studerende langt bredere ud i landet og inden for flere fagområder,” siger Helge Sander.

En ny undersøgelse om tilfredsheden med ErhvervsPhD-ordningen har vist, at hele 98 procent af de virksomheder, der har anvendt ordningen, er parate til at bruge den igen.

Områdedirektør Anette Broløs, Fionia Bank, er blandt de forskere, der har benyttet ordningen til at gå i dybden med et emne. Hun er ved at færdiggøre sit projekt om anvendelse af idé-skabelse i samarbejde mellem virksomheder. Hun fortæller mere om sine erfaringer med ErhvervsPhD-ordningen på et møde på Syddansk Universitet mandag den 10. september.