Videre til indhold. | Videre til menunavigation

28.11.2007

Netværk skaber innovation i virksomheder

Forsknings- og Innovationsstyrelsen har udarbejdet det første performanceregnskab for styrelsens 36 innovationsnetværk. Tallene viser, at samarbejdet mellem videninstitutioner og virksomheder fik et markant løft i 2006.

Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI) administrerer 36 nationale innovative netværk, der alle har til formål at fremme innovationen i virksomhederne. Det drejer sig om Højteknologiske Netværk, Regionale Teknologicentre og Regionale IKT-kompetencecentre.

Formålet med de nationale innovationsnetværk er at give dansk erhvervslivs innovationsevne og konkurrencekraft et markant løft ved at styrke samspillet mellem virksomheder og videninstitutioner.

FI har udarbejdet det første nationale performanceregnskab for de i alt 36 nationale innovationsnetværk: Hvad har innovationsnetværkene udrettet i 2006?

Omkring 2400 virksomheder deltog i netværkenes aktiviteter i 2006. Heraf var to ud af tre små og mellemstore virksomheder med under 50 ansatte. Tallene taler deres tydelige sprog – netværkene er med til at skabe mere innovation og bygge bro mellem små og mellemstore virksomheder og videninstitutioner.

”Det nye regeringsgrundlag fastslår, at der skal være endnu bedre samarbejde mellem forskningsinstitutioner og virksomheder. De nye tal viser, at vi har et godt udgangspunkt for at styrke samspillet mellem forskningsinstitutionerne og virksomhedernes innovationsindsats,” siger videnskabsminister Helge Sander.

Nøgletallene i performanceregnskabet viser, at:

  • Ca. 345 virksomheder i 2006 udviklede nye produkter, ydelser eller processer som resultat af deres deltagelse i netværkene.
  • Ca. 400 virksomheder fik idéer, som senere kan blive til nye produkter og serviceydelser mv. i kraft af deres deltagelse i netværkene.
  • Ca. 800 virksomheder i 2006 deltog i samarbejdsprojekter med videninstitutioner på grund af deres deltagelse i netværkene.
  • Ca. 375 af disse virksomheder aldrig før havde samarbejdet med en videninstitution.
  • Netværkene ca. 710 gange formidlede kontakt mellem virksomheder og relevante universiteter, GTS-institutter eller andre type af videninstitutioner.

Rådet for Teknologi og Innovation har i sin handlingsplan InnovationDanmark 2007-2010 opstillet en række målsætninger for øget innovation i virksomhederne og videnspredning i samfundet. De 36 netværk er et vigtigt virkemiddel i bestræbelserne på at nå disse mål.

FI’s 36 nationale innovationsnetværk holder onsdag den 28. november netværkskonference på Scandic hotel, Horsens, tlf.: 75 62 23 33.

Performanceregnskab 2006

Yderligere oplysninger

Kontorchef Thomas Alslev Christensen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, telefon: 32 92 93 73; mobil: 20 89 72 26, e-mail:

 

Specialkonsulent Kresten Olesen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, telefon: 72 26 55 22; e-mail: