Videre til indhold. | Videre til menunavigation

11.09.2007

Magasinet Humaniora nr. 3 2007 er netop udkommet

Kunsten og hverdagen, royale dødslejefotografier og spontane erindringer er nogle af emnerne i det nye nummer af Magasinet Humaniora.

Bladet indeholder følgende artikler:

Kunsten mellem livet og æstetikken Af Solveig Gade

Den romantiske idé om det beåndede kunstnergeni synes fjern i megen af nutidens processuelle kunst. Ikke desto mindre trækker den på et kunstbegreb og en tro på kunstnerens særlige indsigt og kreativitet, som vi har forbundet med kunsten de seneste godt 200 år.

 

Længsel efter hverdagen Af Mette Sandbye

Det var et vigtigt mål for det 20. århundredes avantgardekunst at bygge bro mellem kunsten og hverdagslivet. Hertil viste snapshotfotografiet sig at være et eminent redskab.

 

Det hjemløse interiørmotiv Af Malene Rehr

Avantgardismens litteratur- og kunstkritik har op gennem det 20. århundrede bandlyst privat- og intimsfærens emnekreds som konventionel og reaktionær. Inden for de senere år har visse forskere dog søgt at justere denne ideologisk ladede optik.

 

Saa inderlig elskede Eddy! Af Jannie Uhre Ejstrud

Fotografier af ens kære afdøde gjorde det muligt at dele sorgen med familiemedlemmer på trods af stor geografisk afstand. Her fortælles historien bag to royale dødslejefotografier fra 1892.

 

Forskning, formidling og forvirring Af Kristian Hvidtfelt Nielsen

Har det været, bliver det nogensinde og skal det overhovedet være cool at være forsker? En kommentar til Galathea 3-ekspeditionen.

 

Fortidens uforudsigelighed Af Dorthe Berntsen

Selv om spontane erindringer er et klart hukommelsesfænomen har kognitionspsykologien i det store og hele undladt at gøre fænomenet til genstand for systematiske empiriske studier.

 

Engelskens krinkelkroge Af Ida Klitgård

Vores store oversætter Mogens Boisen begik hele tre oversættelser af James Joyces Ulysses i 1949, 1970 og 1980. Her fortælles om den kolossale udfordring, det er at oversætte et litterært værk, der i forvejen bygger på et princip om sproglig og kulturel "oversathed".

 

Når man så lige får sat ansigt på … Af Astrid Jensen, Sharon Millar og Dennis Day

Hvordan står det til med kommunikation i den globale organisation? Det har en gruppe af forskere på Syddansk Universitet sat sig for at undersøge.

 

Tegn abonnement!

Magasinet Humaniora udgives af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation og udkommer fire gange om året. Et abonnement koster 150 kr. for privatpersoner og 200 kr. for institutioner. Abonnementet kan bestilles hos redaktør Steen Bruun Jensen, e-mail: .

Pressemeddelelse fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation.