Videre til indhold. | Videre til menunavigation

26.06.2007

Én million kroner om året til danske koordinatorer af EU-projekter

Forsknings- og Innovationsstyrelsens nye initiativ skal hjælpe danske koordinatorer af forskningsprojekter inden for EU's 7. rammeprogram.

Danske virksomheder og forskningsinstitutioner, der har påtaget sig at være koordinatorer for forskningsprojekter under EU's 7. rammeprogram, kan fra 1. juli 2007 søge om tilskud på op til 65.000 kr.

Tilskuddet gives til de omkostninger, som koordinatoren har i forbindelse med den ressourcekrævende opgave, det er at gennemføre kontraktforhandlingerne med Europa-kommissionen.

De kontraktforhandlinger, der foregår i perioden fra projektansøgerne har fået tilsagn fra Europa-kommissionen på en ansøgning, og indtil selve kontrakten underskrives, er erfaringsmæssigt ressourcekrævende.

Forsknings- og Innovationsstyrelsens nye koordinatorpulje yder derfor støtte til finansiering af koordinators og dennes medarbejderes rejser og timeforbrug i forbindelse med kontraktforhandlingerne. Der er afsat i alt én mio. kr. om året i perioden 2007-2009 til koordinatorpuljen.

Nyttig erfaring for virksomhederne

– Én af de centrale målsætninger med initiativet er at øge antallet af danske koordinatorer. Koordinatorrollen giver en meget nyttig erfaring, der kan bruges i senere ansøgninger. Som koordinator får man også stor indflydelse på projektet, og koordinatorrollen styrker det faglige netværk og omdømme. Derved forventes initiativet på længere sigt at medføre flere succesfulde danske EU-ansøgninger, siger kontorchef i Forsknings- og Innovationsstyrelsen Annette Borchsenius.

Initiativet er et led i regeringens Globaliseringsstrategi, der skal styrke Danmarks konkurrenceevne bl.a. gennem øget deltagelse i EU's forskningssamarbejde. Det er regeringens mål at fordoble den danske deltagelse i EU's forskningssamarbejde inden udgangen af 2010.

Om koordinatorpuljen

Koordinatorpuljen bliver administreret af EuroCenter i Forsknings- og Innovationsstyrelsen. EuroCenter informerer og rådgiver om EU's 7. rammeprogram, og bistår alle danske virksomheder og forskningsinstitutioner, der deltager i EU's 7. rammeprogram.

Der kan løbende indsendes ansøgning om midler fra puljen. Du kan læse mere om koordinatorpuljen, retningslinierne for at søge midler fra puljen og downloade et ansøgningsskema her fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen hjemmeside.

---------------------------------------------------------------------------------

Yderligere oplysninger

Fuldmægtig Nina Espegård Hassel, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, tlf.: 3544 6293, e-mail: