190 millioner kroner til strategisk forskning i bæredygtig energi og miljø
Det Strategiske Forskningsråd har i november 2007 uddelt godt 190 millioner kroner til 14 strategiske forskningssatsninger inden for energi og miljø.
De 14 forskningssatsninger omfatter bl.a. 45 mio. kr. til etablering af to centre for energimaterialer, 15 mio. kr. til forskning i intelligente kloaksystemer samt 22 mio. kr. til to satsninger i solenergi.
Bøjelige solceller lavet af plastik
Ifølge Det Strategiske Forskningsråds grundidé om, at forskningsmidlerne skal gå til den bedste forskning, har DTU-Risø – i forlængelse af tre tidligere bevillinger i år – fået yderligere 15 mio. kr. til deres succesfulde forskning i plastiksolceller. ”Der er store perspektiver i solceller lavet af plastik. Materialets fleksibilitet giver helt nye anvendelsesmuligheder i forhold til traditionelle, hårde solceller. Som et sjovt eksempel kan nævnes muligheden for at sy plastiksolceller ind i jakken, så man i inderlommen kan have en vedvarende energiforsyning til f.eks. en mp3 afspiller, en mobiltelefon eller lignende,” siger seniorforsker og bevillingsmodtager Frederik Christian Krebs, DTU-Risø.
Center for EnergiMaterialer, CEM
Kernen i enhver ny energiteknologi er udviklingen af nye materialer med nye egenskaber. Grundlagsskabende forskning i energimaterialer er derfor et altafgørende første led i fødekæden mod udviklingen af nye teknologier for vedvarende energi. ”Med oprettelsen af CEM samles to af Danmarks førende forskningsmiljøer på området – iNANO på Århus Universitet og Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet. Desuden deltager industrien med betydelige bidrag både finansielt og forskningsmæssigt. Samlet set danner centret rammerne for et offentligt/privat forskningssamarbejde på højeste internationale niveau,” forklarer formand for DSF’s Programkomite for Energi og Miljø, professor Thomas Højlund Christensen, DTU.
Strategisk forskningssatsning: Storm- og Spildevandsinformatik
Ude af øje, ude af sind, ude af kontrol – er det sådan vores afløbssystemer skal fungere? ”Klimaforandringerne øger presset på vores kloaksystemer. Derfor er der brug for ny viden om det danske afløbssystem. Kun ganske få steder i Danmark har vi i dag en integreret og oplyst styring mellem afløbssystemerne og rensningsanlæggene. Gevinsten ved at drive dette system på baggrund af oplyste og bevidste valg er stor. Det vil blandt andet kunne spare samfundet for omfattende udgifter i forbindelse med fremtidige miljøskader og oversvømmelser,” fortæller programkomiteens formand.
Baggrunden for de strategiske bevillinger
”Det Strategiske Forskningsråd støtter forskning, der sætter problemer og udfordringer i centrum. Vi er fokuseret på at skabe løsninger. Forskningen skal have en nytteværdi i bred forstand. Årets bevillinger til energi og miljø lever til fulde op til disse målsætninger. Der er mange nye spændende offentlige/private forskningssamarbejder, som har potentiale til at skabe ny viden, og som kan bidrage til at løse de samfundsmæssige udfordringer på klima og miljøområdet. Hertil kommer store bidrag til forskeruddannelse, der som bekendt er afgørende for at fastholde dansk forskning i den internationale superliga,” konstaterer en tilfreds bestyrelsesformand for Det Strategiske Forskningsråd, direktør Peter Elvekjær, Grundfos.
En oversigt over alle Det Strategiske Forskningsråds bevillinger til energi og miljø kan ses på Forsknings- og Innovationsstyrelsens hjemmeside.
Yderligere oplysninger om uddelingen:
Formand for DSF’s Programkomite for Energi og Miljø, professor Thomas Højlund Christensen, DTU. E-mail: , tlf.: 45 25 16 03.
Fuldmægtig Esben Fiedler Røge, Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
E-mail: , tlf.: 35 44 62 39.
Specialkonsulent Klaus Rosenfeldt Jakobsen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen. E-mail: , tlf.: 35 44 62 63.
Yderligere oplysninger om solcelleprojektet
Seniorforsker Frederik Christian Krebs, DTU-Risø. E-mail:




