Årsberetning 2005 fra Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed
Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) har i 2005 færdigbehandlet syv sager. Ingen af dem rummede forhold, der efter UVVUs opfattelse kunne karakteriseres som videnskabelig uredelighed.
UVVU traf i 2005 afgørelse i syv sager, hvoraf de fem var overført fra 2004. Herudover modtog UVVU yderligere seks sager i 2005, som ikke kunne færdigbehandles i beretningsåret og derfor er overført til 2006.
De syv sager, som UVVU færdigbehandlede i 2005, fordeler sig således mellem UVVUs tre udvalg:
- Udvalget for Naturvidenskabelig, Jordbrugs- og Veterinærvidenskabelig og Teknisk-videnskabelig Forskning (UNJVTF) behandlede to sager.
- Udvalget for Samfundsvidenskabelig og Humanistisk Forskning (USHF) behandlede ligeledes to sager.
- Udvalget for Sundhedsvidenskabelig Forskning (USF) behandlede tre sager.
Mild kritik
Ingen af de færdigbehandlede sager i 2005 rummede forhold, der efter UVVUs opfattelse kunne karakteriseres som videnskabelig uredelighed, men i én sag (kapitel 1, sag nr. 1) udtrykte UVVU mild kritik af den indklagede.
Klagen drejede sig om en person, der klagede over, at han mod sin vilje og uden forudgående mulighed for udtalelse af en offentlig myndighed var blevet placeret som førsteforfatter til en rapport, som blev offentliggjort efter, at klageren havde forladt stillingen.
Fleste klager blev afvist
I lighed med tidligere år er det karakteristisk for de sager, der blev afgjort i 2005, at de fleste klager kunne afvises.
Når klagerne blev afvist, skyldes det enten, at klagen ikke rettede sig imod forhold, der er omfattet af UVVUs kompetence, fx fordi det indklagede forhold ikke var begået i forskning, eller fordi UVVU vurderede, at det på forhånd var usandsynligt, at den indklagede havde handlet videnskabeligt uredeligt.
En sådan forhåndsformodning indebærer, at UVVU kan afvise sagen uden nærmere sagsbehandling.
Nybeskikkelser per 1. august
At der i 2005 blev afgjort et så forholdsvis beskedent antal sager, skyldes først og fremmest, at der som følge af den nye bekendtgørelse om UVVU (bekendtgørelse nr. 668 af 28. juni 2005), som trådte i kraft 1. august 2005, skulle ske nybeskikkelse af medlemmer og suppleanter til UVVUs tre udvalg.
Medlemmer og suppleanter beskikkes af videnskabsministeren efter høring af Det Frie Forskningsråd og denne procedure blev først afsluttet i 2006. Som følge heraf kunne UVVU ikke træffe afgørelse i sager i efteråret 2005.
Omtale af ny bekendtgørelse
Årsberetningens kapitel 2 rummer en omtale af den nye bekendtgørelse om UVVU. UVVU forudser, at de nye regler på flere punkter vil kunne give anledning til tvivl, som må afklares gennem UVVUs praksis i de kommende år.
Årsberetningens kapitel 3 indeholder en artiklen God adfærd i Videnskaberne, skrevet af medlem af UVVU, professor Vagn Lundsgaard Hansen.
Om UVVU
Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed har tre underudvalg:
- Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed for Sundhedsvidenskabelig Forskning (USF).
- Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed for Natur-, Teknologi- og Produktionsvidenskabelig Forskning (UNTPF).
- Udvalget for Videnskabelig Uredelighed for Kultur- og Samfundsvidenskabelig Forskning (UKSF).
UVVUs regelgrundlag
Alle syv sager, der blev færdigbehandlet i 2005, er behandlet efter den tidligere gældende bekendtgørelse for UVVU, bekendtgørelse nr. 933 af 15. december 1998.
UVVUs nye bekendtgørelse, bekendtgørelse nr. 668 af 28. juni 2005, trådte i kraft 1. august 2005.
Yderligere eksemplarer
Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Bredgade 40, 1260 København K, tlf.: 3544 6200, e-mail:
Yderligere oplysninger
Udvalgets sekretær, fuldmægtig Annette D. N. Rasmussen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, direkte tlf.: 3544 6279, e-mail:
Pressemeddelelse fra Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed.




