Forskningskommunikationsprisen 2006
Forskningskommunikationsprisen uddeles hvert år på Forskningens Døgn til en højt anerkendt forsker, som forstår at formidle sin forskning til den brede offentlighed.
Nu indkalder en ny komité forslag. Fristen for at indsende forslag til navne på næste års prismodtager er 15. februar 2006.
Videnskabsminister Helge Sander har nedsat en komité for en treårig periode, der får til opgave at indkalde forslag til og udpege modtageren af Forskningskommunikationsprisen 2006.
– Jeg er glad for, at vi har fået nedsat en kompetent og bred komité til at varetage denne vigtige opgave. Jeg er sikker på, at Flemming Poulfelt og de øvrige medlemmer vil sørge for, at vi også i 2006 finder en spændende og inspirerende prismodtager, siger Helge Sander.
Komiteen for Forskningskommunikationsprisen har seks medlemmer:
- Professor Flemming Poulfelt, Copenhagen Business School (formand).
- Lektor, Journalist Joan Husted, Syddansk Universitet.
- Lektor Leif Becker Jensen, Roskilde Universitetscenter.
- Informationschef Ulla Krag Jespersen, Danmarks Journalist Højskole.
- Docent Bodil Norrild, Københavns Universitet
- Professor Preben Terndrup Pedersen, Danmarks Tekniske Universitet.
Forskningens Døgn 2006
Forskningskommunikationsprisen blev indstiftet i 2004 og er på 100.000 kr. Den gives til en anerkendt forsker, som forstår at formidle sin forskning, så den når ud til en bred kreds, ikke mindst til de unge.
Forskningskommunikationsprisen uddeles hvert år under Forskningens Døgn. Næste gang danske forskere fra alle fagområder – og fra universiteter, institutioner og virksomheder landet over – fejrer Forskningens Døgn er 5.-6. maj 2006.
I 2006 bliver det således tredje gang, at en fremtrædende dansk forsker modtager prisen. De to første prismodtagere har hver især bidraget til at sætte fokus på forskningen.
Den første prismodtager, astrofysikeren Anja C. Andersen, Niels Bohr Instituttet, har efter indstilling fra Videnskabsministeriet netop modtaget EU-kommissionens Descartes forskningskommunikationspris for sin evne til at formidle sin svært tilgængelige forskning om stjernestøv.
Og sidste års vinder, dr.med. Bente Klarlund, Københavns Universitet, har via sin formidling af sine forskningsresultater til den brede offentlighed været med til at sætte fokus på, at det er vigtigt, at vi alle dyrker motion.
– Vi ser frem til at modtage en masse spændende forslag til anerkendte forskere, som har formået at gøre deres forskning vedkommende for forskellige grupper i samfundet, siger professor Flemming Poulfelt.
Yderligere oplysninger
Formand for Komitéen for Forskningskommunikationsprisen, professor Flemming Poulfelt, tlf. 3815 3638, e-mail:
Fuldmægtig Jacob Kristoffer Hansen, tlf. 3544 6359, e-mail:




