Verdens førende eksperter i satellitnavigation kommer til Danmark
I begyndelsen af september 2010 er Nordjylland vært for den måske mest prestigefyldte internationale sommerskole for satellitnavigation: ”International Summer School on GNSS”, som samler nogle af verdens fremmeste eksperter inden for området.
Galileo-satelitten
GPS i bilen finder vej, når vi er i tvivl. GPS er samtidig et godt eksempel på teknologi ved hjælp af satellitnavigation, som af nogle bliver spået til at være en af fremtidens helt centrale teknologier. Og med opstarten af det europæiske satellitnavigationssystem Galileo i 2013, bliver der sat endnu mere turbo på udviklingen af applikationer og services, der bruger en nøjagtig stedsangivelse.
I øjeblikket tænker mange kun på GPS som navigationssystemer i biler, men om få år vil det f.eks. være brugerstyrede spil, som vi udfører i den virkelige verden, redningsudstyr til nødstedte lystsejlere eller overvågning af indlandsisens udvikling, der kan være nye spændende måder at bruge systemerne.
Fra 1. september og 10 dage frem vil omkring 50 forskere, studerende og specialister fra industrien deltage i foredrag og workshops, hvor de bl.a. vil diskutere nye muligheder i fremtiden. De sidste tre år har der været ca. 200 ansøgere til pladserne, så det er et populært kursus.
Hidtil har sommerskolen været gennemført i Tyskland i det sydlige Bayern, men i år er den rykket til Nordjylland takket være et tværgående samarbejde mellem universitet, ministerium og erhvervslivet, som også har bakket stærkt op.
Arrangørerne er bl.a. Dansk GPS-center på Aalborg Universitet i samarbejde med Stanford University, Universität der Bundeswehr i München, det tyske Luft- og Rumfartscenter, det Europæiske Rumagentur ESA og Videnskabsministeriets innovationscentre i München og Silicon Valley.
De mange internationale besøgende vil sætte Aalborg Universitets kompetencer inden for IKT endnu stærkere på landkortet. At være arrangører sammen med Silicon Valley som verdens stærkeste teknologi- og iværksætterregion og München som et af det stærkeste teknologimiljøer i Europa – det er noget, der bliver bemærket. Satsningen positionerer på den måde Aalborg som et ambitiøst IKT-forskningscenter på globalt plan.
- Læs om Galileo-systemet på hjemmesiden for 'European Space Agency' (på engelsk)
- Læs om Galileo-systemet på hjemmesiden for Dansk Selskab for Rumfartsforskning
Yderligere oplysninger
- Om sommerskolen, kontakt Kai Borre, Dansk GPS-center på AAU på , tlf: 9940 8362.
- Om samarbejdet med Tyskland, kontakt Søren Stauning på Danmarks Innovationscenter i München på , tlf: +49 89 5458 5421.
- Om samarbejdet med Stanford University, kontakt Lars Beer-Nielsen på Danmarks Innovationscenter i Silicon Valley på , tlf: +1 650 353 8879.




