Stor europæisk konference om ældre og velfærdsteknologi
Årets samlende internationale begivenhed inden for ældreteknologi og innovation finder sted i Odense i september
Danmark er i september vært for den store europæiske konference om ældre og velfærdsteknologi AAL Forum 2010. AAL står for ’Ambient Assisted Living’. Den årligt tilbagevendende konference har fokus på at øge ældres livskvalitet via velfærdsteknologi og at styrke den kommercielle udvikling af velfærdsteknologiske løsninger.
AAL Forum har i år titlen ”Active Ageing: Smart Solutions, New Markets” og adresserer forskellige temaer inden for velfærdsteknologi rettet mod seniorer. I løbet af konferencens tre dage har deltagerne mulighed for at høre danske og internationale oplægsholdere, deltage i workshops, besøge standområdet med udstilling af nye velfærdsteknologier – og gæste særligt opbyggede ’ældreboliger’ for selv at opleve og afprøve en bred vifte af forskellige velfærdsteknologier fra det virkelige liv.
På konference kan borgere, brugerorganisationer, offentlige myndigheder, private virksomheder og forskere mødes og videndele, netværke, lade sig inspirere og debattere med andre – med særligt fokus på teknologi rettet mod ældre brugere.
Tid og sted
AAL Forum 2010 afholdes i Odense Congress Center i dagene 15.-17. september 2010.
Læs mere om AAL Forum 2010
Du kan læse mere om konferencen og tilmelde dig på www.aalforum.eu. Hjemmesiden vil løbende blive opdateret med aktuelle talere og aktiviteter.




