Videre til indhold | Videre til menunavigation

03.02.2010

Nyt dansk-californisk elitesamarbejde om fremtidens internet

Danmark har positioneret sig som et af de førende videnslande inden for højhastighedskommunikation i optiske fibre. Den private amerikanske it-sektor viser samtidig stor interesse for de danske forskningsresultater.

Leonid Kazovsky og Idelfonso Tafur MonroyStanford professor Leonid Kazovsky (til venstre) og professor på DTU Idelfonso Tafur Monroy glæder sig til samarbejdet omkring fremtidens højhastighedsnetværk. Foto: Innovation Center Denmark

Et nyt samarbejde mellem danske forskere og eliteuniversitetet Stanford giver mulighed for, at danske og amerikanske forskere kan samarbejde om fremtidens internet. I sidste uge var Stanford vært for en dansk-californisk workshop om fotonik.

– Internettet er en af vores vigtigste infrastrukturer. Uden det er vi afskåret fra mange muligheder for kommunikation og viden. Det er derfor enormt glædeligt, når danske forskere går i front og er med til at sikre, at vi i fremtiden kan få endnu hurtigere internetforbindelser. Det er min ambition, at alle danskere har mulighed for højhastighedsforbindelser overalt i landet, siger videnskabsminister Helge Sander.

– Vi har her to grupper, hvis samlede viden skaber en unik mulighed for at udvikle fremtidens højhastighedsnetværk. På Stanford arbejder vi med at optimere datanetværk, mens vores danske kolleger kan give os den høje hastighed og specialviden omkring, hvordan vi forbinder dataoverførslen mellem for eksempel fiber og trådløse teknologier, siger leder og grundlægger af Stanford Universitys Photonics & Networking Research Laboratory, professor Leonid Kazovsky, der anses for en af verdens førende fotonikforskere.

Neeli Prasad, Bjarke Freund-Hansen og David LarrabeitiProfessor Neeli Prasad og Bjarke Freund-Hansen fra Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet diskuterer posters med professor David Larrabeiti fra Stanford University. Foto: Innovation Center Denmark.