Videre til indhold. | Videre til menunavigation

21.04.2010

Nano vandt over skeletter og kalkmalerier

Kasper Jahn fra Aarhus Universitet vandt Rock’n Research, da ph.d. studerende fra landets otte universiteter tirsdag den 20. april dystede om at blive kåret som den bedste forskningsformidler.

Gode historier, store fagter, masser af patos. Og til slut måtte dommerpanelet og de 100 gymnasieelever finde vinderen af årets Forsker Grand Prix, der med Lille Vega som ramme og rockmusiker og forsker Johan Olsen som konferencier, i år havde fået navnet Rock’n Research.

Kræftbehandling uden bivirkninger

Flertallet af stemmerne gik til Kasper Jahn fra Aarhus Universitet. Han holdt oplæg om nano-teknologi og hvordan nano-medicin måske engang med tiden kan behandle kræft uden bivirkninger, fordi det er muligt at finde og destruere de syge celler uden samtidig at slå de raske ihjel, som kemoterapi gør i dag.

DNA origami

OrigamiKasper Jahn i gang med sit finaleoplæg.

Kasper Jahn fra Interdisciplinær Nanoscience Forskerskole, kaldte sit finaleoplæg for DNA Origami, fordi forskerne med nano-teknologi kan bygge alle mulige strukturer i DNA - ligesom man med japansk origami kan folde alt i papir. Kasper Jahn brugte en smuk grøn svane foldet i papir til at illustrere de fantastiske strukturer, de også kan bygge med DNA-strenge ved hjælp af nano-teknologien.

Tæt løb

Med 28 stemmer foran 25 var finalen et tæt løb mellem Kasper Jahn og Lilian Skytte fra Syddansk Universitet, der i første runde fascinerede tilhørerne med historien om tusindvis af skeletter i æblekasser, der fortæller os om Middelalderens sygdomme og om, hvordan vi dengang bekæmpede både syfilis og spedalskhed med kviksølv i store mængder.

Fra svin til ødelagte kalkmalerier

Lilian Skytte er ph.d. studerende ved Institut for Fysik og Kemi, hvor hendes område er arkæometri, hvilket betyder, at hun analyserer arkæologisk materiale for at lære noget om fortiden. I finalen brugte Lilian Skytte sine fire minutter til at gøre rede for hendes eget Ph.d. projekt, der handler om, hvordan ammoniak fra svin går i forbindelse med gasser fra biler, og i partikelform bringer salpetersyre ind i kirkerne. Salpetersyren har så en ødelæggende virkning på kalkmalerierne.

Forskernes X Faktor

AfstemningDommerpanelet giver Lilian Skytte karakter.

Arrangementet i Lille Vega er også blevet kaldt for forskernes X Faktor, fordi forskerne skulle brænde igennem med deres budskaber på få minutter. Publikummet på 100 gymnasieelever afgav stemmerne med små stemmebokse ved hvert sæde og sammen med et ekspertpanel på tre afgjorde de, hvem der til slut løb af med titlen som årets formidlingstalent.

I ekspertpanelet sad Maja Horst, modtager af Forskningskommunikationsprisen 2009, Sverre Rødahl, rektor for Statens Teaterskole, og Vibeke Hjortlund, chefredaktør for Videnskab.dk.

Pressefoto

Forskningens Døgn '10

Rock’n Research har samtidig varmet op til Forskningens Døgn, der finder sted over hele landet den 22., 23. og 24. april.

Læs mere om de 270 arrangementer over hele landet på

Udover de to finalister deltog følgende ph.d. studerende i Forsker Grand Prix:

  • Berthe Katrine Fiil, Københavns Universitet
  • Heidi Tscherning, Copenhagen Business School
  • Malene Charlotte Larsen, Aalborg Universitet
  • Maria Månsson, Danmarks Tekniske Universitet
  • Ruth K. Sørensen, IT-Universitetet
  • Sine Zambach, Roskilde Universitet