Nye millioner til samfundsvidenskabelig forskning
Hvad blev SP-midlerne brugt til? Hvor står Golflandene i den globale økonomi? Disse og flere spørgsmål har en række forskere nu fået mulighed for at besvare med støtte fra Det Frie Forskningsråd | Samfund og Erhverv
Det Frie Forskningsråd | Samfund og Erhverv har afsluttet sin efterårsuddeling 2009. Rådet modtog i alt 142 ansøgninger til et samlet ansøgt beløb på ca. 393 mio. kr. til ansøgningsfristen den 1. september 2009. Rådet har givet i alt 25 bevillinger - blandt andet til følgende projekter:
8 mio. kr. til forskning i åbne innovationsstrategier
FSE-Forskningsenhed
Projekttitel: Open Innovation Search
Bevillingsmodtager: Professor Keld Laursen, Copenhagen Business School
En ny dansk forskningsenhed skal forske i såkaldt åben innovation. Traditionelt har private virksomheders forsknings-, udviklings- og innovationsaktiviteter været betragtet som lukkede og ofte delvist hemmelige. Det er nyt, at virksomheder i stedet for at satse ensidigt på interne Forsknings- & Udviklingsafdelinger, i højere grad søger input og inspiration til innovation i eksterne miljøer og inddrager eksterne aktører, såsom kunder, brugere, leverandører og universitetsforskningsmiljøer.
Forskningsenheden skal undersøge fordele og ulemper ved åbne innovationsstrategier, som virksomheder i stigende grad benytter. Blandt mulige fordele er en bredere informations- og kompetencebase, samt øgede synergieffekter mellem virksomhedens egne kompetencer og kompetencer i eksterne miljøer. Blandt mulige ulemper er et øget behov for formalisering af kontrakter, lækket information til konkurrenter, samt generelt tab af ledelseskontrol.
Forskningsenheden Open Innovation Search, har fået 8 mio. kr. i støtte fra Det Frie Forskningsråd | Samfund og Erhverv i perioden 2010 - 2014. Enheden ledes af professor Keld Laursen, Copenhagen Business School (CBS), og består primært af en gruppe yngre, talentfulde forskere ved CBS. Udover gruppen ved CBS indgår udenlandske forskere fra bl.a. London Business School, Universidad Carlos III de Madrid, University of Zürich samt Imperial College London.
3 mio. kr. til forskning i indvandreres familiemønstre
Kollektivt forskningsprojekt
Projekttitel: Regulating intimate lives – migration, family processes and national legislation
Bevillingsmodtager: Seniorforsker Garbi Schmidt, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Det Frie Forskningsråd | Samfund og Erhverv støtter et nyt forskningsprojekt, der skal undersøge, hvordan ikke-vestlige indvandreres familiemønstre er blevet påvirket af de danske stramninger af familiesammenføringsreglerne fra 2002. Ikke-vestlige indvandrere i Europa gifter sig ofte tidligt og tit med ægtefæller fra deres forældres hjemlande. Reformen af familiesammenføringsreglerne fra 2002 har medført, at mange unge udsætter ægteskab. Projektet vil derfor undersøge hvordan lovgivningen påvirker beslutninger i familierne. Giver det fx de unge mere selvbestemmelse og er der forskel på, hvordan henholdsvis unge kvinder og unge mænd tilpasser sig ny lovgivning?
Projektet ledes af seniorforsker Garbi Schmidt, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd og udføres af en gruppe forskere fra SFI og Malmø Universitet.
Hvad blev SP-midlerne brugt til?
Kollektivt forskningsprojekt
Projekttitel: Testing the life cycle hypothesis of consumption behavior: The effect of unexpectedly getting access to (compulsory) pension savings
Bevillingsmodtager: Professor Claus Thustrup Kreiner, Københavns Universitet
Med støtte fra Det Frie Forskningsråd | Samfund og Erhverv, skal et nyt forskningsprojekt undersøge, hvilke konsekvenser det har haft for dansk økonomi, at regeringen i maj 2009 valgte at give forbrugerne adgang til de såkaldte Særlige Pensionsopsparing(SP)-midler.
Forskningsprojektet, der bliver ledet af professor i økonomi Claus Thustrup Kreiner, Københavns Universitet får knap 2 mio. kr. over de næste tre år. I denne periode skal projektet vise, om forbrug¬erne faktisk brugte pengene, som det var regeringens hensigt, eller om mange af pengene blev sparet op. Projektet skal samtidig afdække om de økonomiske teorier om denne type økonomiske ’saltvandsindsprøjtninger’ holder vand.
Golflandenes nye rolle i den globale økonomi
Individuelt forskningsprojekt
Projekttitel: Gulf Rising? Developmental patterns in the resource rich economies of the Arab Gulf Region
Bevillingsmodtager: Lektor Martin Hvidt, Syddansk Universitet
Det Frie Forskningsråd | Samfund og Erhverv har bevilget 2 mio. kr. til et nyt forskningsprojekt, der skal undersøge Golf-landenes økonomiske udvikling. Golf-landene (Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi Arabien og Emiraterne) er under betydelig forandring i disse år. Det skyldes dels en hidtil uset pengerigelighed (selv under finanskrisen), og dels betydelige krav om forandring stillet af regionens store og unge befolkning. Regionen er samtidig blevet en tungere spiller i den globale økonomi og i international politik, bl.a. som følge af den rolle regionens massive statsejede fonde har spillet i forsøgene på at afhjælpe den globale finanskrise.
Forskningsprojektet vil undersøge den historiske baggrund for Golf-landenes økonomiske udvikling. Gennem analyser af de forskellige Golf-landes økonomiske visioner, strategier og prioriteringer, vil projektet bidrage med viden om, hvordan disse landes økonomiske vækst vil udvikle sig i fremtiden. Projektet fokuserer særligt på varieteten i landenes udviklingsstrategier, og effekten af, at landene har fulgt forskellige strategier. Projektet gennemføres af lektor Martin Hvidt, Syddansk Universitet.




