Videre til indhold. | Videre til menunavigation

09.02.2010

Danske forskere har fundet melodien i EU

Den gamle traver om hvor vanskeligt og besværligt det er at deltage i EU's rammeprogram, holder ikke længere. De seneste tal og en ny evaluering af Danmarks deltagelse i FP7 viser, at det går rigtig godt for danske forskere i EU's forskningsprogram (FP7).

Ofte er det som at trykke på en knap, så kommer historien om en skrækkelig oplevelse, som forskeren har været ude for i mødet med EU-systemet. Mange ting kan stadig blive bedre, men samtidig har rigtig mange danske ansøgere gennem de sidste par år fundet ud af, hvordan man gør.

De seneste tal viser, at Danmark har haft fremgang på rigtig mange af de parametre, som vi måler deltagelsen på, og vi klarer os flot sammenlignet med andre europæiske lande.

- Konkurrencen om forskningsbevillinger i EU er skarp, så det giver både et godt kvalitetsstempel og et væsentligt økonomisk bidrag til de hjemlige forskningsmiljøer, når ansøgninger med dansk deltagelse bliver godkendt i EU's rammeprogram for forskning og udvikling, siger videnskabsminister Helge Sander.

Bronze til Danmark

Danmark har i årene 2007-2009 hentet over 2,4 milliarder kroner hjem. Det svarer til et årligt hjemtag på niveau med det beløb, der uddeles fra Det Strategiske Forskningsråd. Hjemtaget kan måles på forskellige måder – f.eks. i forhold til antal indbyggere. Her er Danmark blandt de tre bedste lande. Og sætter vi hjemtaget i forhold til vores bidrag til FP7-budgettet, så henter vi godt 25 % mere hjem, end vi bidrager med.

Via EU's rammeprogram får vi således et væsentligt bidrag til at finansiere dansk forskning. Udover penge får danske forskere et stort udbytte i form af viden og netværk, og virksomhederne får ofte øgede markedsandele og bedre konkurrenceevne.

Flere penge

Danske forskere og virksomheder får flere EU-midler fra FP7 end de gjorde tidligere. Det skyldes dels at den danske andel af midlerne er steget fra 2,38 % i FP6 til 2,49 % i FP7, dels at der er langt flere midler i FP7 end i det forrige rammeprogram.

Ny positiv evaluering af dansk deltagelse i EU's 6. og 7. rammeprogrammer

I en ny omfattende evaluering af Danmarks deltagelse i både 6. og 7. rammeprogram er konklusionen, at Danmark over en bred front har et stærkt engagement i EU’s rammeprogrammer for forskning og teknologisk udvikling.
 
Evalueringen konkluderer også, at en række konkrete danske initiativer de sidste to til tre år har styrket den danske deltagelse i rammeprogrammerne. Det gælder bl.a. :

  • Videnskabsministeriets politiske fokus på vigtigheden af dansk deltagelse i rammeprogrammet
  • En styrket indsats i Forsknings- og Innovationsstyrelsen for få indflydelse på rammeprogrammerne
  • Et tættere samarbejde med ansøgerne i form af såkaldte referencegrupper
  • Præmieringspuljen som giver et finansielt incitament til universiteterne
  • En styrket informations- og vejledningsindsats fra Forsknings- og Innovationsstyrelsens EuroCenter

Evalueringen fremhæver, at forskerne har udtrykt stor tilfredshed med EuroCenters bistand til at forbedre ansøgningerne til rammeprogrammerne. Evalueringen viser også, at universiteterne de senere år har oprustet betydeligt i forhold til deltagelse i rammeprogrammerne ved at etablere støttekontorer, som EuroCenter har et tæt samarbejde med.

10.000 nye faglige kontakter

Ifølge evalueringen har danske forskere, der deltager i de to rammeprogrammer, fået kontakt med omkring 10.000 nye partnere, hvoraf knap halvdelen vil være af vedvarende karakter. På den baggrund er det ikke overraskende, at den positive effekt, som flest oplever at have fået ud af at deltage i programmerne er en styrkelse af relationer og netværk.

Andre eksempler på effekter, hvor mindst halvdelen oplever en positiv effekt, er indenfor øget videnskabelig og teknologisk kapabilitet, forbedret omdømme og image samt forbedret international konkurrenceposition.

Yderligere oplysninger

Om evalueringen: Anette Dørge Jessen, kontorchef i 'Analyse' i Forsknings- og Innovationsstyrelsens. Tlf: 35 44 63 82, eller e-mail:

Om rammeprogrammet og de seneste tal: Annette Borchsenius, kontorchef i 'EuroCenter' i Forsknings- og Innovationsstyrelsen. Tlf: 35 44 62 90 eller e-mail:

Kontakt

Annette Borchsenius
Kontorchef
Telefon: +45 7231 8270
E-mail: