Nyt dansk klima-observatorie skal studere Kæmpelyn
I Globaliseringsaftalen for 2009-2010 styrkede regeringen det internationale rumsamarbejde markant. Med ASIM - et nyt dansk klima-observatorie - får Danmark det første konkrete resultat af denne investering.
Klima-observatoriet ASIM skal studere 100 km lange blå og røde lyn i atmosfæren
Rumvirksomheden Terma A/S har netop underskrevet sin største kontrakt nogensinde med ESA, European Space Agency.
Kontrakten på 138 mio. kr. betyder, at Terma skal udvikle klima-observatoriet ASIM, Atmosphere-Space Interactions Monitor, der skal monteres på den internationale rumstation i 2014.
ASIM skal undersøge, om Kæmpelyn ændrer den kemiske sammensætning af atmosfæren, så ozonlaget og klimaet på Jorden bliver påvirket. De spektakulære Kæmpelyn er ikke tidligere studeret indgående.
DTU Space leder projektet videnskabeligt i tæt samarbejde med Universitetet i Bergen (Norge) og Universitet i Valencia (Spanien). Mere end 80 forskergrupper i verden er interesserede i at udnytte data fra ASIM.
Udviklingen af et nyt instrument til brug i rummet kræver nytænkning og innovation. Med ASIM får Terma A/S og en lang række underleverandører mulighed for udvikling og spin-off effekt.




