Videre til indhold. | Videre til menunavigation

25.02.2009

Ny udgave af "Vejledninger i God Videnskabelig Praksis"

Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) udsender nu en opdateret udgave af "Vejledninger i God Videnskabelig Praksis med særlig fokus på sundhedsvidenskab, naturvidenskab og teknisk videnskab."

Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) udsender hermed en gennemrevideret og opdateret samling vejledninger, som tilsammen dækker et bredt område inden for UVVU’s opfattelse af god videnskabelig praksis.

UVVU’s virkefelt er ifølge lov om forskningsrådgivning m.v. begrænset til behandling af sager vedrørende videnskabelig uredelighed, der rejses ved anmeldelse. Videnskabelig uredelighed defineres i loven, der er blevet revideret i 2008, som ”forfalskning, fabrikering, plagiering og andre alvorlige brud på god videnskabelig praksis, som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskningsmæssige resultater.” UVVU’s virkefelt er blevet ændret og relaterer sig nu – i modsætning til tidligere - direkte til alvorlige brud på god videnskabelig praksis, hvilket har aktualiseret den foreliggende opdaterede udgave af vejledningerne. UVVU har gennem årene indhøstet en vis erfaring med, hvad der giver anledning til konflikter blandt forskere og endog sommetider skaber mistanke og anklager om videnskabelig uredelighed. Det er klart for UVVU, at mange forskere og forskergrupper kunne have undgået konflikter, hvis de havde været mere bevidste om indholdet i UVVU’s vejledninger.

Vejledningerne er imidlertid ingen facitliste. Det skal præciseres, at UVVU ikke er af den opfattelse, at manglende efterlevelse af vejledningernes anbefalinger i alle tilfælde nødvendigvis er kritisabel, herunder at dette skulle udgøre et potentiale for videnskabelig uredelighed. Således vil en konkret begrundet afvigelse fra vejledningernes fremstilling af god forskningspraksis i visse tilfælde kunne være acceptabel. Omvendt må det også antages, at der kan opstå konkrete situationer, som ikke er beskrevet i vejledningerne, men som vil være at betragte som videnskabeligt uredelige.

Vejledningerne prætenderer heller ikke at udgøre en udtømmende gennemgang af god videnskabelig praksis. Ved siden af UVVU’s vejledninger findes andre regelsæt, politikker og anvisninger i god videnskabelig praksis. Referencer til sådanne andre regelsæt er medtaget under de enkelte kapitler, men det bør præciseres, at UVVU’s vejledninger ikke er fuldt koordineret med alle øvrige regelsæt.

Endelig må det understreges, at vejledningerne netop er ”vejledninger”, som ikke har lovs kraft. Som det fremgår af lovgivningen, er det ikke UVVU’s opgave i sig selv at sikre forebyggelse af videnskabelig uredelighed, ligesom det ikke er UVVU’s opgave at definere, udstede regelsæt eller undervise i god videnskabelig praksis og lignende. Forebyggelses- og undervisningsforpligtelsen ligger derimod hos forsknings- og videninstitutionerne, og formentlig vil vejledningernes indhold blandt andet kunne indgå i den formaliserede ph.d.-undervisning – dvs. i forskeruddannelsen.

De første vejledninger udkom i 1993, og den seneste revision blev foretaget i maj 1998. Til de nu opdaterede vejledninger føjes yderligere: 1) Vejledning om forskning i de matematiske fag – herunder statistik samt 2) Persondataloven og videnskabelige projekter.

Vejledningerne er udformet, så de kan læses hver for sig, men der kan i begrænset omfang forekomme overlapning imellem dem.

De nye 2009-vejledninger har ligesom tidligere været igennem en høring blandt et bredt spektrum af danske forskningsinstitutioner. Der har været generel tilslutning til principperne i vejledningerne, samtidig med at der også har været forslag om justeringer og tydeliggørelser, som i vidt omfang er blevet efterfulgt i den foreliggende udgave.

Det skal bemærkes, at vejledningerne ikke dækker alle videnskabelige discipliner, men at de i betydeligt omfang tager udgangspunkt i problemstillinger inden for sundhedsvidenskab, naturvidenskab og teknisk videnskab. Dette er ikke et udtryk for UVVU’s nedprioritering af andre områder, eller udtryk for, at der ikke er - i det mindste uskrevne - normer for god videnskabelig praksis inden for alle områder. UVVU er således åben over for i en næste fase at medvirke til at få udarbejdet vejledninger også for andre forskningsområder - eksempelvis det humanistiske og det samfundsvidenskabelige. Det skønnes dog, at de foreliggende vejledninger i høj grad er så generelle, at de vil kunne appliceres på en bred vifte af forskningsområder.

Forhåbentlig vil danske forskere betragte vejledningerne som en hjælp i deres arbejde og som en støtte ved indføring af yngre forskere i god videnskabelig praksis, med det samlede formål at højne den videnskabelige kvalitet af forskningsprocessen.

Det anbefales alle forskningsinstitutioners (herunder hospitaler ved fx kliniske forskningsprojekter) ledelse og projektvejledere at gøre alle forskere bekendt med ovenstående vejledninger enten i den ovenstående form eller i en af institutionen udarbejdet vejledning baseret på lignende principper.

En oversættelse til engelsk vil blive udarbejdet i løbet af foråret og uploadet her på fi.dk.

Kontakt

Frej Sorento Dichmann
Fuldmægtig
Telefon: +45 7231 8245
E-mail: