Videre til indhold | Videre til menunavigation

17.11.2009

Når rådsmedlemmer søger Det Frie Forskningsråd

Det Frie Forskningsråds medlemmer kan som alle andre forskere søge rådet om midler. Kravene til ansøgningsbehandlingen skærpes dog, når ansøger samtidig er rådsmedlem.

Når et medlem af Det Frie Forskningsråd søger rådet, offentliggøres det på rådets hjemmeside efter ansøgningsfristens udløb. Samtidig sendes ansøgninger over 1 million kr. til ekstern bedømmelse.

Det Frie Forskningsråds hovedformål er at støtte konkrete forskningsaktiviteter baseret på forskernes egne initiativer og at give forskningsfaglig rådgivning i tilknytning hertil. Rådet består af fem faglige råd og en bestyrelse.

Rammer for rådsarbejdet

Det er afgørende for DFF's virke, at rådets medlemmer er højt meriterede forskere inden for deres felt. Det er også af afgørende betydning, at forskerne finder det attraktivt at være medlem af DFF. Hvis anerkendte forskere skal ønske at engagere sig i rådsarbejdet, er det derfor vigtigt, at rådsmedlemmer tilbydes ordentlige vilkår for deres arbejde. Den økonomiske kompensation står ikke mål med omfanget af timer. Hertil hører, at medlemmer skal have rimelige muligheder for at vedligeholde og udvikle deres forskningsfelt under medlemsperioden.

Rådsmedlemmer kan søge rådet

Derfor har medlemmer af DFF – på lige fod med deres forskerkolleger – mulighed for at søge Det Frie Forskningsråd om midler til deres forskning både før, under og efter deres medlemsperiode, ligesom i lande vi normalt sammenligner os med, fx Sverige og Norge. Når et medlem af rådet ansøger om forskningsmidler, er medlemmet automatisk inhabil i behandlingen af den pågældende ansøgning, og vedkommende vil ikke på noget tidspunkt kunne deltage i behandlingen af ansøgningen.  

Rådsmedlemmers navne offentliggøres

Rådet offentliggør efter ansøgningsfristens udløb en oversigt med angivelse af titel, navne og beløb for samtlige rådsmedlemmer, der har søgt DFF om midler. Oversigten tages af igen, når bevillingsoversigterne offentliggøres.

Såfremt et rådsmedlem søger et råd om midler over 1 mio. kr. ekskl. overhead, er proceduren yderligere følgende:

  • Rådet sender ansøgningen til ekstern bedømmelse. Ekstern bedømmelse tjener som en udvidelse af rådets beslutningsgrundlag og er udelukkende vejledende.
  • Det ansøgende rådsmedlem gives mulighed for at kommentere de eksterne bedømmelser skriftligt ved en partshøring på lige fod med andre ansøgere, der har fået deres ansøgning eksternt bedømt. 
  • Rådet træffer den endelige afgørelse på baggrund af sin vurdering af ansøgningen og en prioritering af det samlede ansøgningsfelt. Det ansøgende rådsmedlem deltager ikke i behandlingen af sin egen ansøgning. 

Udpegning af rådsmedlemmer

Medlemmerne af Det Frie Forskningsråd udpeges af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling i deres personlige egenskab og således, at der i det enkelte råd opnås den bredest mulige faglige dækning inden for rådets virke. Udpegningen dækker en periode på fire år med mulighed for genudpegning i yderligere to år.

Kontakt

Linn Hoff Jensen
Fuldmægtig
Telefon: +45 3544 6261
E-mail:
Blogs-vtu

Attachéerne blogger

Læs, få inspiration og diskuter med attachéerne fra Silicon Valley, München og Shanghai