Videre til indhold. | Videre til menunavigation

20.11.2009

Det Frie Forskningsråds opslag holder flyttedag

I 2010 har størstedelen af Det Frie Forskningsråds virkemidler alene ansøgningsfrist den 1. marts. Så vær opmærksom, hvis du planlægger at søge rådet til næste år.

Søg Det Frie Forskningsråd den 1. marts 2010

Det Frie Forskningsråds hovedansøgningsfrist flyttes i 2010 til den 1. marts. I mange år har de fleste virkemidler haft ansøgningsfrist den 1. september, men disse samles nu i foråret. Derfor skal eksempelvis et forskningsprojekt, der planlægges igangsat i efteråret 2010 eller i 2011, søges allerede 1. marts 2010.

Omlægningen skyldes primært, at Det Frie Forskningsråd øger brugen af ekstern bedømmelse. Dette sker for at skabe størst mulig gennemsigtighed i behandlingen af ansøgninger.

Hovedansøgningsfristen flyttes derfor til foråret, da behandlingstiden for nogle ansøgninger desværre bliver længere, end hvad Det Frie Forskningsråd tidligere har kunnet overholde. Omlægningen skyldes også en ambition om at få størstedelen af rådets midler hurtigst muligt ud i forskningsmiljøerne.

Langt de fleste virkemidler kan alene søges den 1. marts 2010. Der er dog undtagelser:

Postdoc- og skolarstipendier

Individuelle postdocstipendier (hele DFF) og Skolarstipendier (FSS) vil fortsat have ansøgningsfrist to gange årligt, da det er essentielt, at dygtige unge forskere hurtigt kan komme videre i deres karriere.

START

Enkelte virkemidler vil stadig have løbende ansøgningsfrist. Det gælder ansøgning om Forberedelse af internationale ansøgninger (START-midler), da internationale opslag naturligt har forskellige frister.

Forskningsophold i udlandet

Det Frie Forskningsråd | Samfund og Erhverv vil med begrænsninger udbyde virkemidlet Forskningsophold i udlandet løbende. Det Frie Forskningsråd | Natur og Univers vil udbyde Forskningsophold i udlandet til fristen 1. marts og 1. september 2010.

Instrumentcenter

Det Frie Forskningsråd | Natur og Univers udbyder virkemidlet Instrumentcenter løbende.

Opslag offentliggøres den 15. december 2009

Forårsopslaget for 2010 offentliggøres den 15. december 2009. Her kan du orientere dig i hvilke virkemidler, du kan søge 1. marts. Kun ganske få virkemidler kan til næste år søges senere end denne dato. Opslaget kommer også til at indeholde det nye forskerkarriereprogram Sapere Aude, som skaber nye rammer for forskerverdenens absolutte elite.