EU-forprojekter
Forprojekter til EU's 7. rammeprogram (EU-forprojekter) er et tilbud til små og mellemstore virksomheder, der gerne vil deltage i et fælleseuropæisk projekt under EU's rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling.
Ordningen medfinansierer det forberedende arbejde med at skrive en EU-ansøgning til EU's 7. rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling (FP7). Det omfatter fx. udgifter til at definere virksomhedens projektidé, til at finde de rette partnere og til at skrive ansøgningen.
Målgruppe
Ordningen er rettet mod små og mellemstore virksomheder (SMV'er), der falder ind undder EU's SMV-definition. Det betyder, at virksomheden skal have under 250 ansatte samt en årlig omsætning på højst 50 mio. euro eller en årlig samlet balance på højst 43 mio. euro.
Derudover er der en række krav til graden af afhængighed af andre virksomheder og organisationer. Klik på det relevante link i højre spalte for at læse EU's SMV-definition.
Brancheforeninger med overvægt af små og mellemstore virksomheder blandt sine medlemmer kan også i særlig tilfælde søge om et forprojekt.
Forskningsemner omfattet af ordningen
Der kan søges til alle programmer i FP7. Dog kan forberedelsen af meget små EU-projekter falde under bagatelgrænsen. Det gælder for eksempel individuelle stipendier under Marie Curie.
Støttebeløb og projektvarighed
Gennem forprojektordningen gives der et tilskud på op til 120.000 kr. – dog maksimalt 50 procent af virksomhedens samlede udgifter til ansøgningsarbejdet. De nærmere betingelser for tilskud til et forprojekt kan findes i retningslinjerne for forprojekter til EU's 7. rammeprogram, som du kan læse om ved at klikke på det relevante link under 'Læs også'.
Et EU-forprojekt skal vare mindst en måned og højst ét år. Der kan derfor ikke bevilges penge til at skrive en ansøgning, hvis der er mindre end én måned til ansøgningsfristen fra ansøgningen er behandlet.
Ansøgningsfrist
Der er ansøgningsfrist cirka hver syvende uge. Klik på linket i højre spalte for at se de kommende ansøgningsfrister.
Enten den elektroniske eller den underskrevne papirversion skal være modtaget (pr. post i receptionen eller pr. e-mail) i Forsknings- og Innovationsstyrelsen inden midnat på dagen for ansøgningsfristen. Bemærk, at det er modtagelsestidspunktet i Forsknings- og Innovationsstyrelsen, der afgør om ansøgningen er modtaget rettidigt.
Ansøgere kan forvente svar på deres ansøgning senest 25 hverdage efter ansøgningsfristen.




