Videre til indhold | Videre til menunavigation

Kommissorium for ekspertudvalget vedrørende forskningsinfrastruktur

Ekspertudvalget består af ni medlemmer med kompetence på forskningsinfrastrukturområdet

§ 1. Udvalget er med hjemmel i FL 2007 §19.41.14.10 nedsat af Koordinationsudvalget for forskning (KUF) i april 2007 for en periode på tre år.

 

§ 2. Til udvalget har KUF udpeget i alt ni medlemmer med kompetence på forskningsinfrastrukturområdet, heraf en formand. Udvalget har følgende sammensætning:

 

Vilhelm Bohr, professor, dr. med., National Institute of Aging, Laboratory of Molecular Gerontology, USA (formand).

Anne Elster, associate professor, the Norwegian University of Science and Technology, Trondheim, Norge.

Britt Hedman, professor, vicedirektør for Stanford Synchrotron Radiation Laboratory, USA.

Bjørn Henrichsen, direktør for Norsk Samfunnsvitenskapelig Datatjeneste, Bergen, Norge.

Klavs Jensen, professor, Massachusetts Institute of Technology, USA.

Hans Christian Larsen, Vice President of Science Planning, Head of Office - Integrated Ocean Drilling Program Management Inc., Hokkaido University, Japan.

Andreas Mortensen, professor and Director for Laboratory for Mechanical Metallurgy, Institute of Materials, Swiss Federal Institute of Technology, Lausanne, Schweiz.

Majken Nedergaard, professor, Center for Aging and Developmental Biology, University of Rochester Medical School, USA.

Christian-Emil Ore, faglig leder ved "Enhet for digital dokumentasjon", Humanistisk Fakultet, Oslo Universitet, Norge.

 

§ 3. Udvalgets medlemmer er udpeget i deres personlige egenskab. Hvis et medlem afgår i utide, kan et nyt medlem udpeges af KUF.

 

§ 4. Udvalget vælger en næstformand efter indstilling fra formanden. Der udpeges ikke suppleanter.

 

Opgaver

§ 5. Udvalget har til opgave at rådgive KUF om støtte fra den nationale pulje for forskningsinfrastruktur.

 

§ 6. Udvalget kan rådgive KUF om forskningsinfrastruktur efter nærmere opdrag.

 

Udvalgsmøder

§ 7. Udvalget fastsætter selv sine møder, og hvorvidt de skal finde sted i form af videokonferencer eller fysisk. Møder i udvalget ledes af formanden. Ved dennes forfald, ledes møderne af næstformanden. Ekstraordinære møder kan indkaldes på formandens foranledning, eller når mindst to medlemmer fremsætter begrundet skriftligt ønske herom.

 

§ 8. Indkaldelse til møde med dagsorden og materiale udsendes til medlemmerne senest fem hverdage, før mødet afholdes. Forberedelse af møder i udvalget, herunder fastlæggelse af dagsorden, varetages af sekretariatet efter aftale med formanden.

 

§ 9. Der udarbejdes korte beslutningsreferater. I tilfælde af afstemning angives resultatet heraf. Mødereferater godkendes enten ved en skriftlig procedure i udvalget eller på det efterfølgende møde.

 

Afstemning og beslutningsdygtighed

§ 10. Udvalget træffer beslutning ved almindelig stemmeflerhed. Udvalget er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Hvert medlem har en stemme. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

 

§ 11. Når forholdene taler herfor, kan formanden bestemme, at en sag behandles ved skriftlig eller telefonisk procedure. Hvis mindst to medlemmer af udvalget modsætter sig en skriftlig eller telefonisk procedure, skal en sag behandles ved et møde i udvalget. Udvalget kan i særlige tilfælde bemyndige formanden til at træffe afgørelse.

 

Sekretariat

§ 12. Forsknings- og Innovationsstyrelsen stiller sekretariat til rådighed for udvalget. Sekretariatet deltager i udvalgets møder.

 

Forskellige bestemmelser

§ 13. Alle, der deltager i udvalgets arbejde, er underlagt de almindeligt gældende offentligretlige regler, herunder reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven.

 

§ 14 Udvalget er forpligtet til at følge de fælles bindende principper for udøvelse af fondsfunktionen i Det Frie Forskningsråd, Det Strategiske Forskningsråd og KUF, herunder mere vidtgående regler for inhabilitet samt øvrige retningslinier, som fastlægges af KUF og af bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 274 af 20. april 2004 om fondsfunktionen under Det Frie Forskningsråd, Det Strategiske Forskningsråd og Koordinationsudvalget.

 

§ 15. KUF kan til enhver tid beslutte at nedlægge udvalget eller ændre sammensætningen af udvalget.