På europæisk plan diskuteres udbygningen af forskningsinfrastrukturen også i disse år.
European Strategy Forum on Research Infrastructures (ESFRI) offentliggjorde i efteråret 2006 en europæisk roadmap for forskningsinfrastruktur. ESFRI peger i denne rapport på 35 forslag til etablering af nye forskningsinfrastrukturer eller større opgraderinger af eksisterende forskningsinfrastrukturer.
Allerede i efteråret 2007 tager ESFRI fat på en opdatering af rapporten. Forsknings- og Innovationsstyrelsen har gennemført en høring om rapporten blandt forskningsinstitutioner, forskningsråd og offentlige forskningsfonde.
Det er afgørende, at Danmark kun påtager sig en ledende rolle i udviklingen af et internationalt forskningsinfrastrukturprojekt, hvis projektet er af national, strategisk betydning og i øvrigt kun engagerer sig i projekter, der er af strategisk betydning for et eller flere universiteter eller offentligt finansierede forskningsinstitutioner.
For at opnå støtte fra den nationale pulje for forskningsinfrastruktur skal institutionernes ledelser således anse dansk deltagelse i et givet projekt som værende af afgørende betydning for realiseringen af institutionens forskningsstrategi.
De foreløbige resultater af høringen blev fremlagt til diskussion på en workshop 28. marts 2007.




