Forskningskommunikationsprisen
En skarp sans for præcis formidling og en dygtig evne til at skabe bred interesse for deres forskningsfelt. Det er fællesnævneren for de forskere, der modtager Videnskabsministeriets formidlingspris, Forskningskommunikationsprisen.
Forskningskommunikationsprisen blev indstiftet af Videnskabsministeriet i 2004. Prisen gives til en forsker, der gennem levende og vedkommende formidling har formået at skabe bred opmærksomhed om sin forskning.
Formålet med Forskningskommunikationsprisen er at belønne forskere, der har gjort en særlig indsats for at kommunikere deres forskning til den brede offentlighed. Prisen skal således bidrage til at skabe større fokus og anerkendelse af forskernes populærvidenskabelige arbejde og anden formidlingsaktivitet, der falder uden for det traditionelle videnskabelige arbejde og undervisning – gerne ved brug af nye og innovative formidlingsformer og -kanaler. Prisen skal samtidig bidrage til at skabe debat i befolkningen om forskning og forskningens betydning for vores samfund og hverdag.
Alle kan indstille kandidater til prisen.
Frist for at indstille en kandidat til Forskningskommunikationsprisen var den 12. februar 2010.
Prismodtageren offentligøres i forbindelse med åbningen af Forskningens Døgn ’10 torsdag den 22. april 2010. Her overrækkes prisen også og de medfølgende 100.000 kr.




