The Industrial PhD Programme for China
Udmønting af stipendier til kinesiske studerende gennem ErhvervsPhD-ordningen
Som del af Videnskabsministeriets Kina-strategi er der afsat 13 mio. kr. til finansiering af kinesiske forskeres ophold i Danmark. Videnskabsministeren og Rådet for Teknologi og Innovation har besluttet, at denne pulje udmøntes gennem ErhvervsPhD-ordningen. Der er midler til ca. 13 ErhvervsPhD-projekter. Der vil kunne søges om midler fra puljen ved ansøgningsrunden 12. april 2010.
Hovedkravene for godkendelse til denne særlige pulje er følgende:
- Kandidaten skal have en kandidatgrad eller tilsvarende fra en uddannelsesinstitution i Kina og et karaktergennemsnit, der ligger i den øverste tredjedel af skalaen på den pågældende institution.
- Virksomheden skal være en privat virksomhed med afdelinger i både Danmark og Kina. Kandidaten ansættes i den danske afdeling af virksomheden og modtager en løn, der mindst svarer til overenskomstmæssig løn for ph.d.-stipendiater i staten.
- Virksomheden skal sikre, at kandidaten fordeler sin arbejdstid i virksomheden mellem den danske og den kinesiske afdeling, således at mindst halvdelen af arbejdstiden tilbringes i den danske afdeling.
- Kandidaten indskrives på et universitet, der ligesom i den traditionelle ordning kan ligge i alle lande. Hvis universitetet ligger uden for Danmark, skal der tilknyttes et dansk universitet som tredjepart til projektet.
Virksomheden modtager et løntilskud på 14.500 kr. pr. måned, og universitetet modtager et tilskud til dækning af vejledning mv. på mellem 252.000 kr. og 360.000 kr. for tre år.




