Videre til indhold | Videre til menunavigation

Dialogmøde om forlag og tidsskrifter, 24. august 2009

Fagligt Udvalg og Forsknings- og Innovationsstyrelsen afholdt fredag den 24. august et dialogmøde med en række faggruppeformænd. Formålet med mødet var at finde en løsning på problematikker om håndteringen af danske forlag samt om tidsskrifternes verdensproduktion.

Løsning på forlagsproblematikken
Problematikken om forlag udspringer af, at mange både danske og udenlandske forlag er meget brede. Derfor vil en placering af et forlag på det høje niveau påvirke mange faggrupper. En løsning herom skal imødekomme faggrupperne særligt inden for humaniora og samfundsvidenskab, for hvem bøger er en særligt vigtig publikationsform. På mødet var der størst opbakning blandt faggrupperne til en løsning om at suspendere niveauinddelingen af forlagene (både danske og internationale) i foreløbigt 3 år og i mellemtiden få oprettet bogserier, inden niveauinddelingen kan påbegyndes fra 2011.

Løsning på tidsskriftsproblematikken
På mødet blev mulige løsninger på problematikken om tidsskrifternes verdensproduktionstal drøftet. problematikken udspringer af, at nogle af tallene p.t. vurderes for lavt sat. Det blev i den forbindelse besluttet for niveauinddelingen af tidsskrifter i 2009, at:

1) Faggrupper med en ISI-dækning over 50 pct. skal niveauinddele faggruppens tidsskrifter, således at tidsskrifter på niveau 2 maksimalt udgør 20 pct. af verdensproduktionen. Disse faggrupper vil få mulighed for at få genberegnet de mest fejlbehæftede produktionstal for tidsskrifter, der ikke er registreret i ISI.
2) Faggrupper med en ISI-dækning på mindre end 50 pct., kan vælge
a. Niveauinddele som faggrupper med over 50 pct. ISI-dækning.
b. Niveauinddele tidsskrifter, så maksimalt 20 pct. af tidsskrifterne på listen nomineres til niveau 2.

Det forudsættes, at faggrupperne altid vælger de tidsskrifter til niveau 2, der har en høj prestige indenfor deres respektive fagområder.